Fri fragt over 1000 kr
Leveringstid 1-3 dage
14 dages fortrydelsesret
Betal med betalingskort Betal med betalingskort Betal med betalingskort Betal med betalingskort Betal med betalingskort Betal med betalingskort

Kategorier
Nyhedsbrev
Smilyrapport
Mad & Hjælp

Druesorter

Der er 591 varer.

Druesorter:

Hvad betyder druerne:

Skønt vin sjældent dufter og smager af druer, afgøres en vins stil og karakter af den eller de druesorter den er skabt på. Jordbund, klima og menneskets indgriben spiller en rolle, men druer er den vigtigste bestanddel og hovedkilde til smagen.

Der findes omkring 4000 varieteter inden for arten Vitis vinifera (den art inden for Vitis familien der leverer druer til næsten al vin), men mange ligner hinanden til forveksling, mens andre er betydningsløse, enten fordi de giver kedsommelig eller ringe vin, eller fordi de er så lunefulde at kun få vinavlere vil slås med dem.

Jeg har udvalgt godt 104 druer og opdelt dem dem i: klassiske; andre vigtige sorter (en mere personlig udvælgelse af særlig og - eller specielt aromatiske druer); andre som ofte nævnes på etiketter; og sorter som er betydningsfulde, men ikke råber op.

Underkategorier

  • Aglianico
    Druen Aglianico: En gammel hellinistisk drue, der kom med grækerne til Italien for mere end 2000 år siden. En drue der giver dyb rubinrød farve, en fyldig aroma og en intens kraftig smag. Der findes ca 13.000 ha. med denne drue i Syditalien.
  • Alfrocheiro
    Druen Alfrocheiro: Alfrocheiro er en drue man især støder på i Dão er som en lille sortblå, tykskallet drue. Høstudbyttet er ikke særlig stort, men til gengæld ofte af høj kvalitet. Den unge vin har en klar, rød farve med violblå toner. Druen giver kraftige frugtaromaer og robuste tanniner, der i forening giver en behagelig og ikke for tung vin. Som regl bør vinen drikkes i løbet af fem år - undtagen i Dão, som ligger i den centrale del af Portugal, hvor lagringsdygtigheden er længere.
  • Alicante Bouschet
    Druen Alicante Bouschet: Alicante Bouschet stammer fra Frankrig og er en drue, som portugiserne har taget til deres hjerte. Den har et farvet frugtkød og bruges derfor ofte i blandinger for at tilføre en dyb, mørkerød farve. Den har en tyk, sort skal og giver rigelig afkast, som ofte reduceres for at opnå en højere kvalitet. Den kendetegnes af aromaer af ribs, læder og krydderier samt kraftige tanniner.
  • Aligoté
    Druen Aligoté: En behagelig men ret ordinær tør, bidende, syrlig frisk hvidvin i Bourgogne - og Bulgarien.
  • Alvarinho
    Druen Alvarinho: Alvarinho er en ædel drue som fortrinsvis forekommer i Vinho Verde i det nordlige Portugal. Der udvikles den bedste i de nordlige distrikter Melgaco og Monacao. Man finden den især i bordvine, men man producerer også en del fortræffelige mousserende vine med denne drue. Alvarinho giver et rigeligt udbytte, men ved at skære den tilbage får man meget elegante vine. Vinene har en lys, gul farve, og man finder aromaer af f.eks. kvæde, banan, citron, fersken og kærlighedsfrugt. Men også smagsnuancer af hvede, nødder og honning. Alvarinho udvikles godt på granit og i sandholdigt ler. Vine af denne drue har ofte et godt gemmepotentiale og en temmelig høj alkoholprocent. De bør drikkes køligt.
  • Antão Vaz
    Druen Antão Vaz: Denne grønne drue dyrkes hovedsageligt i det sydlige Portugal, specielt i Alentejo. Antão Vaz giver hovedsageligt kedelige vine, men det er ikke til at sige om dette skyldes elendige dyrkningsmetoder eller at sorten blot mangler kvalitet. Men blander du druen med andre druer, så får du et helt andet syn på sagen.
  • Aragonez
    Druen Aragonez: En iberisk drue, som i Spanien hedder Tempranillo. I det nordlige Portugal er Tinto Roriz et andet navn for den samme drue. Denne blå drue ses hyppigt over hele Portugal.  Druen kendetegnes ved at give vinen en kraftig farve og en kompleks duft af blommer og mørke skovbær. Her er også toner af chokolade, røg, kaffe, læder og tobak. En blød, fyldig smag med velstrukturerede tanniner. Ved et lavt høstudbytte giver denne drue store kvalitetsvine, især sammen med lagring på egetræsfade.
  • Arinto
    Druen Arinto: Arinto en klassisk hvidvinsdrue, som visse steder i landet kaldes Pederná. Mest kendt er denne drue, når den dyrkes i Bucelas, et lille område i Estremadura. Der findes dog også udmærkede Arintivine i Vinho Verde, Douro, Ribatejo og Alentejo. Den anses for at være en af de bedste grønne druer i Portugal. Den høstes sent, og den giver et behersket udbytte. Vinen er let guldfarvet med toner af mineraler, tropiske frugter, græs og honning. Den egner sig udmærket til "gemmevin" takket være en veludviklet syre.
  • Arneis
    Druen Arneis: Denne grønne drue er en klassisk piemontesisk drue. Den er nævnt i dokumenter helt tilbage fra 1400-tallet.Den er traditionelt hjemmehørende i området Roero, som ligger i dalen, langs den gamle hovedvej fra Torino til Alba. Det er området nord for Tanarofloden som hedder Roero. Jordbunden nord for floden er sandholdig , hvilket giver lidt lettere vine end den mere kalk- og mergelholdige jord syd for floden. Omhyggelighed i marken, kombineret med tekniske landvindinger i kælderen, har siden 70’erne givet denne, tidligere lidt upåagtede drue, et voldsomt løft i kvalitet. Dette har naturligvis medført øget popularitet og efterspørgsel, igen resulterende i en kraftig nyplantning af Arneis-stokke i området. Således er det beplantede areal steget med ca 25% i perioden 1995-2000, så der nu i området produceres mere end 3 millioner flasker “Roero Arneis” om året.
  • Avesso
    Druen Avesso: En sjælden portugisisk hvidvinsdrue. Den findes i den nordlige halvdel af landet og er mest kendt som del af blendet til Vinho Verde. Her kan den bidrage med krop, aroma og eksotisk frugtsmag. Avesso giver jævne udbytter men er ikke nogen nem drue at vinificere. Styrkesiden er fyldige vine med god intensitet. Bagsiden er en hyppig tendens til tunge, alkoholiske vine uden synderlig syre.
  • Azal
    Druen Azal: Azal-druen er en rustik og ikke særlig kendt sort, men det gør den ikke mindre egnet til at lave en fantastisk Vinho Verde. Druen beriger vinen med en citronsyreagtig aroma, der giver associationer til friske frugter som lime, melon og ananas. 
  • Barbera
    Druen Barbera: Italiens almindeligste drue. Den står for mange stilarter, men er vigtigst i Piemonte hvor den giver røde vine der er lettere og tidligere modne end Barolo og har en fin aroma af sur-kirsebær og knastør eftersmag (Udbredt i Californien).
  • Bical
    Druen Bical: Druen Bical er en grøn druesort fra Portugal, hvor den hovedsageligt dyrkes i Bairrada og Dão. Bical kaldes også "Borrado das Moscas" eller "fluelort". Overalt giver den vine der besidder en god syre og en nydelig aroma, og som kan udvikle en næsten Riesling-agtig karakter efter omkring 10 år på flasken. Desværre bruges den hovedsageligt til mousserende vin, der mangler kvalitet.
  • Bobal
    Druen Bobal: Bobal druen er en blå drue, som giver vinen farve og en vidunderlig dybde. Selvom man kan diskutere dens kvalitet, giver den gode Rosé vine Den anvendes hovedesagelig i Valencia, Cuenca og Albacete.
  • Bourboulenc
    Druen Bourboulenc:Druen indgår ofte som en del af flere andre, til at lave hvidvin i det sydlige Frankrig, både Rhône, Languedoc og Provence.Duftnoter Af Bourboulenc: Citrus.
  • Brunello
    BrunelloSangiovese er en af Italiens helt store druesorter og samtidig den mest plantede af de blå sorter. Dens store udbredelse betyder, at der både laves nogle af italiens bedste vine, men størstedelen er og bliver ordinære. Selve sorten er derfor ingen garant for kvalitet alene, men derimod spiller område og producent den afgørende rolle. Sangiovese er at finde i hele Italien, men yder sit absolut bedste i mellemitalien, mere præcist i Toscana, hvor den står bag vinene fra Brunello di Montalcino og Chianti. Sangiovese bliver i stigende grad plantet i de oversøiske lande. Den er derfor at finde i vine fra Californien og Australien. I Californien kalder man ligefrem vinene for Cal-Ital, altså californiske vine, lavet på italienske druesorter.  Brunello er et synonym for Sangiovese, der primært benyttes i Toscana, Italien.
  • Cabernet Franc
    Druen Cabernet franc: At tænke på den som Cabernet Sauvignon mindre betydningsfulde lillebror er ikke at gøre den en tjeneste. Den producerer gode, men ikke storeslåede vine som druesort (skønt den er vigtigste drue igennem ganske lang tid i Château Cheval Blanc, hvilket er så storslået som en rødvin faktisk kan blive). Men dens værdi som blandingsdrue i Bordeaux er enorm, fordi den er mindre garvesyrerig og syrlig end Cabernet Sauvignon i sig selv. Den modner tidligt, så den klarer sig også godt i det kølige Loire.
  • Cabernet Sauvignon
    Druen Cabernet Sauvignon: Den blev verdens mest berømte blå drue, fordi Bordeaux var verdens berømteste rødvin, og i hele verden søgte lokale producenter inspiration i Bordeaux, når de besluttede sig for at forbedre kvaliteten. Ganske enkelt. Heldigvis kan cabernet Sauvignon klare udfordringen og ser ud til at kunne goutere rejseriet næsten lige så godt som at bygge rede i de blege grusbanker i dens åndelige hjemsted i Bordeaux´ Médoc. tykskallet og langsomt modnende, men modstandsdygtig over for råd, hvis den fanges af efterårsregn.  Den har en gudbenådet evne til at skabe dyb farve, fornuftig garvesyre, en universelt anerkendt aroma af solbær, mørke kirsebær og blomme faktisk overalt, hvor den gror (bortset fra i de allerkøligste og allervarmeste marker). Cabernet Sauvignon er i alle vinproducerende kontinenter blev synonymt med meget aromatisk, pålidelig rødvin.
  • Cagnulari
    Druen Cagnulari: Oprindeligt stammer denne blå druesort fra Spanien, men benyttes enkelte steder på Sardinien, hvor den giver dybfarvede, frugtagtige, tørre og tanniske rødvine.
  • Canaiolo
    Druen Canaiolo: Traditionel toscansk blå drue, der menes at have været endnu mere populær lokalt end Sangiovese i tidligere århundreder. Druens evne til ikke at rådne, menes at have været en af årsagerne til den tidligere popularitet. I dag bruges Canaiolo stadig mest i Mellemitalien, og er således stadig en del af mange Chianti-blandinger sammen med Sangiovese og ofte også Colorino, samt i Montepulciano, hvor den (igen sammen med Sangiovese) ofte bidrager med op til 20% af drueblandingen til Vino Nobile.   På samme måde som Merlot bruges i Bordeaux til at bløde Cabernet Sauvignons ofte kraftige tanniner op, bruges Canaiolo i Toscana ofte sammen med Sangiovese, for at bløde Sangiovesens tanniner og naturlige frugtsyre op. Nogle kritikere kalder Canaiolo-druen for smagsmæssigt ligegyldig, men dens lette frugt spiller flot sammen med Sangiovese, hvis målet med rødvinen er at opnå et let og friskt resultat. Druen bruges derfor oftest i dag til vine, der ikke er tiltænkt flere års lagring på flaske.   Mange toscanske vinproducenter bruger i dag Merlot (og faktisk også Cabernet Sauvignon) i Chianti-blandingen for at bidrage til Sangiovesens smag, og resultatet er ofte en lidt tungere og mere volumnøs vin, end havde man anvendt Canaiolo som blandingsdrue.
  • Canaiolo Bianco
    Druen Canaiolo Bianco:Den grønne udgave af Canaiolo Nero findes udelukkende i mellem Italien, hvor den neutrale drue anvendes til hvidvine i både Toscana, Umbrien og Lazio. Den er mest kendt som en intetsigende hjælpedrue der anvendes i Orvieto, og dens manglende smagsmæssige egenskaber har gjort, at den er i stærk tilbagegang. 
  • Carmenere
    Druen Carmenere: En gammel fransk rødvinsdrue, der i dag mest forbindes med Chile. I mange år blev den betragtet som synonym med Merlot.
  • Carinena / Mazuelo
    Druen Carinena / Mazuelo: Mazuelo er en blå druesort. Den er robust, og det er vinen også. Den er eminent til at give styrke og kraft til blandinger. Lad os bare med det samme afsløre, at det kun er i Navarra og hos naboen i Rioja, at druen kaldes Mazuelo. Andre steder i Spanien er den kendt som Cariñena (navn efter en by i provinsen Aragón). I Frankrig kaldes den Carignan. Umiddelbart er den meget mere populær nord for Pyrenæerne end syd for. Det er en drue med en tyk skal, og når den er moden, har den et stort indhold af ekstrakter og garvesyre. Og derfor super til blanding med både Tempranillo og Garnacha. Når druen i gamle dage aldrig opnåede stor kvalitetsanerkendelse, var det, fordi man ofte høstede 20.000 liter per hektar. Nu hvor man arbejder med under det halve, får man en meget bedre og mere velsmagende vin. Derfor er der adskillige Navarra og Rioja vinbønder, som fastholder en lille portion Mazuelo. Mazuelo/Cariñena har duft og smag af læder og rips og indeholder mange tanniner.
  • Carignan
    Druen Carignan: En blå drue der i årtier har været kendetegnet som bidragsyder til den europæiske vinsø. De seneste år har producenter i både Sardinien, Sydfrankrig og Spanien vist, at der kan skabes endog meget flotte vine på Carignan.
  • Castelão
    Druen Castelão: Castelão kender du måske under navnet Periquita. Druen, der dyrkes mest i de sydlige dele af Portugal. Druen er mellemstor og blåsort med et fast frugtkød. Den udvikles godt i sand- og kalkholdige jorder. Druen giver vinen en dybrød fløjlsfarve, med en intensiv duft af solbær, jordbær og skovbær, som - når vinen bliver moden - går over i marmeladetoner.
  • Chardonnay
    Druen Chardonnay: Hele verdens grønne yndlingsdrue kan tilpasse sig tilstrækkeligt til at lave alt fra let, tør, mousserende vin til sød, botrytiseret dessertvin, men det er, når den befinder sig i sin tørre, egefadslagrede inkarnation baseret på de storslående vine i Bourgognes Côtes d´Or, at den er bedst kendt af forbrugerne. Det er den stil, man kan finde fra Chile til Kina og fra Californien til New South Wales. Vinstokken er klart nok tilfreds med en række forskellige jordbundstyper og klimaet, selv om det at være en tidligt modnende drue betyder, at den også sætter knopper tidligt, hvilket kan være et problem i så frostudsatte regioner som Champagne og Chablis. Bortset fra det er den modstandsdygtig over for kulde og giver gode udbytter faktisk alle vegne, hvor den dyrkes. Vinen har så nært slægtskab med ny eg, der tilfører vinen fyldig, krydret smørfedme, at man nemt kan komme til at glemme, hvordan dens egentlige druesortaroma er. Ikke fadlagret, koldklimatisk Chardonnay er bleg, æbleagtig og syrlig. Disse aromaer bliver gradvis blødere i retning af melon og fersken, når klimaet bliver varmere. Almindelig Chardonnay er lavet for at blive drukket tidligt, og de fleste Chardonnay´er fra Den nye verden burde virkelig ikke lagres mere end et par år - højest.  Men i Bourgogne laver den nogle af de mest længstlevende hvidvine.
  • Chenin Blanc
    Druen Chenin Blanc: Denne alsidige, grønne drue er i stand til at producere vine, der er tørre eller søde, stille eller mousserende, til øjeblikkeligt forbrug eller til henlæggelse i et årti eller mere. Men den mangler stadig de store højder uden for Frankrigs Loire-dal. Her kan den i kalkholdig jord og i et karakteristisk køligt klima producere nogl af de mest individuelle vine, man kan finde i hele verden, både i tør og sød udgave, meget syrlig når den er ung, vine der kan, og som virkelig burde, lægges hen i årevis. I New Zealand og det vestlige Australien er nogle dejlige, tørre udgaver ved at dukke frem, men i Sydafrika, Argentina og Californien vover kun få producenter at lave andet end billige, halvtørre hvidvine på den.
  • Cinsault
    Druen Cinsault: En mørk blå drue der er modstandsdygtig mod tørke. Meget udbredt i Sydfrankrig, hvor den blandes med Grenache og Syrah. Kræver lavt udbytte pr. ha. for at træde i karakter. I Frankrig er der 40.000 ha. med Cinsault. Identisk med den Syditalienske Ottavianello-drue.
  • Clairette
    Druen Clairette: Clairette er ved at miste sin popularitet og udbredelse, selvom den engang blev benyttet overalt i det sydlige Frankrig. Clairette giver vin med høj alkoholstyrke og lav syre, hvilket ofte er en dårlig blanding. Hvis der skal komme god vin ud af Clairette, kræver det enten solidt håndværk eller at den blandes med andre sorter.
  • Codega
    Druen Codega: Denne grønne druesort dyrkes hovedsageligt i Alentejo i Portugal, hvor den hovedsageligt anvendes til hvidvin. Det er normalt ret ordinære vine, der skal drikkes mens de er helt unge og friske.
  • Colombard
    Druen Colombard: Denne drue skaber billige, lette, bløde, frugtige hvidvine i det sydvestlige Frankrig, specielt Vin de Pays des Côtes de Gascogne, og basis-vine til spirituosa - armagnac og cognac. Også meget populær i Californien og Sydafrika.
  • Corvina
    Druen Corvina: Den vigtigste blå drue til fremstilling af Valpolicella og Amarone. Dyrkes fortrinsvis i Veneto i Norditalien. Blandes som regel med Molinara og Rondinella. Corvina er karakteriseret ved en særlig mandelaroma.
  • Corvinone
    Druen Corvinone: Det er uvist om Corvinone er samme sort som Corvina, men sikkert er det, at begge sorter benyttes og blandes flittigt i Valpolicella. Corvinone har en tendens til at give mørkere og mere tanninholdige vine, end Corvina. Derudover har den de samme karakteristika som Corvina.
  • Croatina
    Druen Croatina: Bonarda findes under adskillige synonymer, alt efter hvor i Italien druen benyttes. Den giver ikke store vine i Italien, men mørke og bløde simple vine. I Argentinas Mendoza laves der også vin på druen, under navnet Bonarda. Her kan den under gunstige forhold udkonkurrere Malbec, altså præstere virkelig flotte resultater.
  • Encruzado
    Druen Encruzado: Encruzado er en grøn drue fra Portugal, hvor den primært dyrkes i området Dão. Druen kan faktisk give ganske glimrende vine, og det er bestemt en af de få portuigigke hvidvinsdruer, der har en fremtid på eksportmarkederne.
  • Falanghina
    Druen Falanghina: Grøn sort der giver fortrinlige resultater og højt værdsatte hvidvine i samtlige provinser i Campania. Dyrkes mest omkring Napoli. Denne drue benyttes til følgende vine: 
  • Fiano
    Druen Fiano: Fiano er en grøn drue, hvori frugtkødet er meget sødt. Ved lagring kan denne sødme ændres, så druen også kan producere tørre og friske vin. Druen produceres i de Italienske regioner Puglia og Campania, som grænser til hinanden i den sydlige del af Italien.
  • Friulano
    Druen Friulano: Lokal hvid drue der findes i Friuli-Venezia Giulia regionen i Italien. Druen har en lang historie i denne region og kan spores helt tilbage til år 1409, hvor den er skrevet ned i forbindelse med en fest der blev holdt for Pave Gregory XII. Den findes dog få andre steder, hvor man eksperimenterer med blandinger af denne og andre hvide sorter. Det fascinerende ved denne drue er at den er meget lokal i Italien, og at den ikke umiddelbart er i ‘familie’ med andre druesorter.  Druen kan bruges til at producere både søde hvide dessertvine, og mere friske hvidevine. Den giver smag af honning og citrusfrugter.
  • Gamay
    Druen Gamay: Gamay er den drue der udelukkende bruges til Beaujolais og til de ordinære røde Bourgogner fra Mâcon. Der dyrkes også lidt i Touraine, og nogle få producenter fusker med den i Californien. Dens charme er den lette, friske, frugtige og ukomplicerede stil der skal nydes mens den er ung, skønt der er nogle mere seriøse Beaujolais vine med navne på individuelle områder; Fleurie, Morgon, Moulin-â-Vent o.a, som er kraftigere og mere aromatiske.
  • Garnacha
    Druen Garnacha: Garnacha, det spanske (og oprindelige) navn på den drue, der i Frankrig kaldes Grenache, er en rødvinsdrue, der giver en masse saft, kraft og alkohol. Selv om Navarra ude i den store verden er blevet kendt for at forene Tempranillo og Carbernet Sauvignon til en fornem international stil, så er Garnacha stadig den mest plantede drue i regionen. Det har altid været arbejdsdruen i Navarra, men meget tyder på, at Garnacha i fremtiden vil få en helt ny og vigtig rolle. Der er ingen tvivl om, hvorfor Garnacha-druen fandt sig godt tilrette i Navarra. Det er en drue med tyndt skind og dermed et lavt farveindhold, som gør den ideel til rosévin. Eller rosado som jo er den lokale betegnelse. Før "vinrevolutionen" for 20-30 år siden var rosado Navarras visitkort. Internationalt beskrives Navarra rosado som hørende blandt de bedste. Men fokus er i dag på rødvin. Og her maser Garnacha sig mere og mere frem i lyset. Man har opdaget, at Garnachadruen, når den står på fattig jord, hvor den stresses, giver druer med tykt skind, som igen giver vinen en dyb violet karmoisinrød tone med masser af alkohol pakket ind i en overdådig, fløjlsblød fylde. Lavt høstudbytte og druer fra gamle vinstokke giver endnu flere dimensioner. Flere Navarra-bodegaer er ude med nogle magtfulde røde Garnachaer, som helt klart er af stor international klasse. Og når man smager nogle af de ældre af slagsen, vil man også opdage, at de ikke bare tåler lang lagring, men at de også udvikler sig fint. Men den yder nok sit bedste - sammen med flere andre druesorter - i Châteauneuf-du-Pape. I Garnacha er der duft og smag af solbær, grønne krydderier og lidt peber.
  • Garganega
    Druen Garganega:Garganega er en meget produktiv grøn drue fra Veneto i det nordøstlige Italien. Druen er mest kendt fra hvidvinene fra Soave hvor den normalt udgør mellem 80 og 100% af vinen. Traditionelt blandes den med Trebbiano, men i de senere år er man begyndt at blande den med Chardonnay i stedet. De producenter der holder udbyttet nede skaber fine, delikate hvidvine med smag af citroner og mandler på Garganega druen. Udenfor Veneto dyrkes den især i Friuli og Umbrien, men reelt kan den findes mange steder i Italien, hvor den er den femtemest plantede druesort.
  • Gewurztraminer
    Druen Gewurztraminer: Navnet betyder "krydret Traminer", og krydderiet er en duft af rose og litchee (kinesisk kærlighedsfrugter), nogle gange af mango, ofte med lidt Niveacreme, altså den slags næse, der, som man måske har gættet, har brug for en masse syre i munden for at bakke den op. Men Gewürztraminer kan have alt for lidt syre, og det er kun i kølige klimaer, at dens tendens til højt sukkerindhold kan holdes i balance. I bedste fald sætter den i Alsace fulgt af New Zealand og Italiens Alto Adige knopper tidligt, og den er modtagelig over for frost. Men overlever den alt dette, og angribes den af ædel råddenskab i et varmt efterår, kan fremragende, søde vine være resultatet. Den særdeles aromatiske Gewürztraminer - udtrykkes bedst i Alsace, hvor den kan være tør eller sød, og i Pfalz regionen - er den mest karakteristisk duftende af alle druer. Vinen har en eksotisk krydret duft og en smag af litchi-frugt og ofte med stor krop, til tider lidt olieret, relativ alkoholstærk og med lav syretal.
  • Gouveio
    Druen Gouveio: Gouveio druen fandtes i Portugal allerede for 500 år siden. Nu om dage finder man den i Douro, Beiras og Alentejo. Den trives i granitholdig jord, som ikke er alt for tør, og stokkene giver gode vine i op til 40 år. Let gule, frugtagtige og friske vine med en usædvanlig høj alkoholprocent, der bevirker, at de udvikles godt på flaske i op til 10 år.
  • Graciano
    Druen Graciano: En meget aromatisk blå drue, der fortrinsvis dyrkes i Rioja. Giver vine med tydeligt præg af lakrids. Dyrkes under navnet Morrastrel i Sydfrankrig og Tinta Miúda i Portugal.
  • Grechetto
    Druen Grechetto: En central italiensk druesort, der er mest kendt i Umbrien, hvor den er druen bag Orvieto. Dens navn, "den lille græker", hentyder til en mulig græsk oprindelse. Grechetto har tykke skaller, der beskytter den mod især svampeangreb, så det er muligt at høste den meget sent, når modenheden er på sit højeste. Således opnås vine med koncentreret smag og rig struktur. Udbytterne er relativt lave.
  • Grenache Noir
    Druen Grenache Noir: Man ser ikke meget enkeltdruevin kun lavet på Grenache rundt omkring, og alligevel dækker den vinmarker i lange baner i Spanien (hvor den kaldes Garnacha Tinta), det sydlige Frankrig, Californien og områder i Australien. Grunden hertil er, at det er en blandingsdrue par excellence. I Rioja og Navarrai Spanien komplementerer dens grove frugt den noget mere tilbageholdende Tempranillo-drue. I hele Sydfrankrig, men især i det sydlige Rhône, er dens voldsomme styrke og saftige, peberagtige karakter en vigtig ingrediens i mange blandinger, især i Châteauneuf-du-Pape. Californien og Australien er også ved hurtigt at genopdage dens berusende charme.
  • Grenache Blanc
    Druen Grenache Blanc: En drue som primært anvendes i det sydlige Rhone og især i Chateauneuf-du-Pape. Hvidvine på Grenache blanc er meget lyse med typiske noter af stenfrugter som fersken og mandarin. Læg hertil et krydret element af dild, når vinene er helt unge. Generelt en frisk drue med relativ høj syre. De klassiske vinregioner for Grenache blanc er: Cotes du Rhone, Chateauneuf-du-Pape og delvist Californien
  • Grenache
    Druen Grenache: Udbredt dyrket i det sydlige Frankrig og, under navnet Garnacha, i Spanien. Den er også udbredt i Australien, hvor den mest bruges til produktion af såkaldte Tawny Port stil og bag-in-box, og den dyrkes enkelte steder i Californien til gode vine i Rhône-stil. grenach er basis-druen i de fleste Châteauneuf-du-Pape vine og vine fra Côtes du Rhône, og den er også ansvarlig for den særdeles søde Banyul. I Spanien indgår den sammen med Tempranillo i Rioja, og den anvendes i stor stil til rosado (rosé). Den giver i reglen meget alkoholstærke vine med varm, pebret frugtaroma, men den har sædvanligvis ikke større evne til at lagre, medmindre udbyttet holdes nede.
  • Greco Bianco
    Druen Greco Bianco: Med Greco Bianco druen kan du opleve en blød, aromatisk og harmonisk hvidvin med en karakteristisk eftersmag. Druen trives bedst i mere blæsende og solrige klima. Den bliver også brugt til at lave Passito, dessertvin, der sol tørres direkte på planten eller på måtter inden de bliver presset. Har en rav gul farve, duft af orangeblomst, sød, blød og fuld harmonisk. Greco Bianco hvidvine har en dejlig frisk sødme uden at være for sød.
  • Grillo
    Druen Grillo: Denne grønne drue skal, som navnet antyder, dyrkes i varme områder og i dag dyrkes den stort set kun på Sicilien. Grillo har vist et rimeligt godt potentiale, men den har været i tilbagegang siden starten af 1980'erne.
  • Loureiro
    Druen Loureiro: Loureiro er blandt Portugals ældste druesorter. Den kommer oprindeligt fra egnen omkring Lima i Vinho Verde. Vinho Verde er også den region, hvor man især finder druen. Den er mellemstor og gulgrøn og udvikles bedst i mager jord. Den har tydelige dufte af blomster fra f.eks. lind og akacier samt en fin frugtighed med islæt af appelsin, fersken, til tider også æble og laurbærblade. Vinene får ofte en frisk, harmonisk syre. Vine af Loureiro er typisk ikke "gemmevine", men lagret på egetræsfade kan de udvikles godt i nogle år.
  • Malbec
    Druen Malbec: Denne druesort tildeles ikke megen ære på sin hjemegn i Bordeaux, men alle andre steder er Malbec begyndt at holde hof. I Bordeaux havde den primært til opgave at blødgøre den rå Cabernet Sauvignon. I Cahors´ mere tørre og varmere vinmarker kan Malbec (her kendt som Cot eller Auxerrois) producere dyb, blommeagtig vin, der bliver mørk og tobaksduftende med tiden. Og det er nøjagtigt det karaktertræk, der tlltrækker sig opmærksomheden i Argentina, Chile og South Australien.
  • Malvasia
    Druen Malvasia:Denne grønne drue er meget anvendt i Italien, men den stammer oprindeligt fra Grækenland. Druen Malvasia kan optræde under utallige navne og disse dækker over en hel familie af kloner. Generelt gælder det for dem at det er druer som producerer karakterfulde vine med højt alkoholindhold og ofte meget restsukker. Druen er en af Italiens hyppigst plantede grønne druer og den gør sig i stort set alle italienske provinser. Størstedelen findes dog i Toscana og Umbrien, hvor den ofte blandes med Trebbianno. Denne type vin har dog tabt terræn til internationale druer som f.eks. Chardonnay siden 1970'erne.
  • Malvasia Fina
    Druen Malvasia Fina: Hvidvinsdruen, der menes oprindeligt at stamme fra Grækenland. Malvasia er i virkeligheden en gruppe af druer med en række varianter, men de fleste minder meget om Malvasia Bianca, som der som regel henføres til. Malvasia findes mange steder i verden og ruen bruges bl.a. også i brændevinen Madeira. Smagen kendetegnes typisk ved bl.a. fersken og abrikoser, og dette kommer især til udtryk i Toscana hvor Malvasia bruges i dessertvinen Vin Santo, som ligger på små fade i flere år. Her kommer druens sødme og kraftige aromaer for alvor frem. Malvasia blev tidligere anvendt i Chianti-blandinger, men i Chianti Classico har det siden 2005 været forbudt at anvende hvide druer til fremstilling af Chianti Classico DOCG. Det gik således også ud over Trebbiano, den anden hvide drue, man brugte i blandingen. Malvasia og Trebbiano havde som funktion i Chiantien at bløde Sangiovese-druens tanniner på, samt at tilføre en frisk frugtsmag. Chianti Classico-konsordiet mente dog at hvidvinsdruerne har en negativ effekt på rødvine, der er beregnet til mange års lagring på flaske.
  • Malvasia Nera
    Druen Malvasia Nera: Malvasia Nera er en rødvinsdrue, der som en del af Malvasia-familien er ældgammel og menes at stamme fra Grækenland.Druen dyrkes hovedsageligt i Piemonte og Apulien (Puglia) i Italien, hvor den bidrager til at give vinene blødhed. Malvasia Nera blandes som regel med Negramaro og Primitivo.Malvasia Nera dyrkes kun i begrænset omfang i Italien, og der dyrkes bl.a. dessertvin på druen.Denne drue er med sin næsten blomsteragtige sødme meget aromatisk, og er derfor let at genkende selv som blandingsdrue. Druen vinificeres sjældent for sig selv, den bruges til at "mildne" andre blå druer.Druen er karakterfuld og anvendes sammen med andre druer, hvor den bidrager med både farve og parfume. Generelt smager denne drues vine af pinje, røde bær, lakrids og bitter, mørk chokolade (desto dårligere kvalitet desto mere bitter). Malvasia Nera er en varm og elegant vin med masser af dybde og nuancer, der åbner sig efter tid i glasset, og på tungen kan de bløde tanniner opleves. Se her på siden vores vine lavet på Malvasia Nera druen.
  • Manzoni Bianco
    Druen Manzoni Bianco: Manzoni navnet stammer fra Luigi Manzoni, som var en respekteret professor og dekan for G.B. Cerletti Oenological School i byen Conegliano. Han var endvidere en kendt forsker inden for vindyrkning og –høstning, samt identifikation og klassifikation af vine. Skaberen af Manzoni krydsningerne valgte tilbage i 1920’erne og 30’erne Collalto familiens vingårde omkring slottet Castello San Salvatore, som det sted hvor han ville foretage sine eksperimenter. Han plantede nogle af sine mest lovende krydsninger og håbede de til fulde kunne udnytte den fremragende jordbund i området. Det første og mest kendte produkt af disse eksperimenter er Manzoni Bianco 6.0.13, der er en krydsning mellem Rhine Riesling og Pinot Bianco. 
  • Marsanne
    Druen Marsanne: En af komponenterne i hvid Hermitage fra Rhône. alene kan den skabe nogle kraftige, urteatige, lime-marmelade aromatiske hvide vine i Rhône dalen og i Australien. Lagret på egefade er den holdbar.
  • Merlot
    Druen Merlot: Denne blå drue med sin fyldige, blommeagtige frugt, dens fryd over fadlagring og dens tendens til at modne relativ hurtigt på flaske er en naturlig partner til Cabernet Sauvignon. De to danne fundamenter i Bordeaux-blandningen, og Merlot er faktisk langt den mest plantede af de to i Bordeaux, den modner tidligere og giver større afgrøder. Overalt i hele verden, hvor Bordeaux-rødvinen er blevet kopieret, er Merlot blevet plantet, dog ikke altid lige succesfyldt - den kan næsten modne for hurtigt i et varmt klima og give for store afgrøder i frugtbar jord. Alene giver den store mængder lettere vin i Nordøstitalien, mere og mere spændende, saftige rødvine i Sydfrankrig, Ungarn, Californien og Chile, og det er en vigtig drue i Washington og New York States samt i New Zealand.
  • Molinara
    Druen Molinara: Rødvinsdrue fra Veneto , især Valpolicella og Bardolino , den er mindre robust og langt mindre udbredt end hvoeddruen Corvina . Den kan kendes på sit bær, der ser ud som om, der er strøet mel over klasen. Druerne er rød-lilla, og det karakteristiske ved smagen er en let genkendelig bitterhed. Indgår i vinene fra Valpolicella og Bardolino. Den giver lette og lyse vine, med syre og bitterhed.
  • Monastrell
    Druen Monastrell: Monastrell-druen er også kendt under navnet Mourvedre. Den blå drue er helt dominerende i Yecla-området.Ved at presse druerne med en ballonteknik undgås det at knuse kernerne i druerne. De kan derfor sælges til vindruekerneolie til industrien. Restfarven i skindet bruges eksempelvis i kosmetik-industrien.Det sidste restprodukt laves til gødning og leveres tilbage til vinmarkerne.Tempranillo druen er Spaniens vigtigste, dernæst Garnacha og tredje pladsen er Monastrell
  • Montepulciano
    Druen Montepulciano: En blå druesort fra Mellem og Syditalien, der giver kraftige og robuste vine. I hele Italien er der ca. 31,000 hektarer med Montepulciano. Er kroppen bag den ofte fremragende vin Montepulciano di Abruzzo.
  • Mourvedre
    Druen Mourvedre: Den næstvigtigste drue i Spanien, hvor den kaldes Monastrell. I Frankrig dyrkes den blandt andet i det sydlige Rhône, hvor den værdsættes for dens struktur, intense frugtsmag og solbærduft. Den spiller ofte en mindre rolle i blandinger men betragtes generelt som mere kødrig end Syrah.
  • Muscat Blanc À Petits Grains
    Druen Muscat Blanc Á Petits Grains: Det er Muscat-familiens aristokrat, en lavtydende druesort, der er velegnet til mutationer, der producerer intens drueagtige vine med mere finesse og elegance end nogle af dens fætre. Den optræder i alle kulører fra hvid til rødbrun og kan i hedvin få samme farve som brændt karamel, men den er sjældent rød nok til at være en ordentlig rødvin. Muscat Blanc à Petits Grains vokser over hele Frankrig (findes især i Vins Doux Naturels i Roussillon og Rhône samt i den velsmagende, tørre Alsace-vin), og Italien, hvor den indgår i Asti og Velduftende vine i Alto Adige. I Grækenland og Australien indgår den i intense hedvine.
  • Muscat (Moscatel)
    Druen Muscat: Hvis en vin dufter af druer, er den sandsynligvis lavet på druer af Muscat familien. Den kan være, tør, som i Alsace; let, sød og mousserende som i Asti, Moscato d´Asti og Clairrette de Die; meget sød som i Moscatel de Valencia; eller meget sød og forstærket, som i de tunge, super-søde, ravbrune australske Liqueur Muscats og de såkaldte vins doux naturels fra det sydlige Frankrig - med Muscat de Baumes-de-Venise, Muscat de Rivesaltes, Muscat de Frontignan og Muscat de Luncl som de bedste eksempler.
  • Müller Thurgau
    Druen Müller Thürgau: Denne druesort kommer kun ind på listen pga. det utroligt store vinareal, den har koloniseret, på trods af at den oprindelig blev skabt som en krydsning mellem Riesling og Sylvaner i 1883. Det var hensigten, at den skulle kunne give Riesling-agtig kvalitet med højt udbytte, ingen sygdomme og tidlig modning. Men Rom blev som bekendt ikke bygget på en dag. Den er nu, uheldigvis, Tysklands mest plantede druesort, og selv om den giver milde, blomsteragtige vine, så udgør den oftere fundamentet i de livløse Liebfraumilch, Piesporter og Niersteiner, der ødelægger Tysklands ry i udlandet. Den har siden bredt sig til England, Østrig, Mellemeuropa og Norditalien med lejlighedsvis behagelige resultater, men den er sandsynligvis allerbedst i New Zealand.
  • Nebbiolo
    Druen Nebbiolo: Jeg opfatter altid et resigneret suk i dette navn. Hvorfor? Fordi det kommer af det italienske ord for tåge, nebbia. Jeg forstiller mig de norditalienske vinmagere for århundreder siden, der ryster på hovedet over deres sentmodnende vinstok og utålmodigt opkalder den efter tåge, der uvægerligt var der, når de kom for at plukke sidst i oktober. I dag planter vinbønderne den højt oppe på skråningerne, så den kan få det meste af efterårssolen med. Og den kan blive til de fantastiske vine. Barolo og Barbaresco er stjernerne. De er mærkelige og småtydende, men alligevel vidunderligt velsmagende, garvesyrerige, men blege, voldsomme, men med duft af violer. Den lille, tykskindede Nebbiolo drue producerer nogle af de mørkeste, tørreste, største og mest stædige (tannin og syr) rødvine. Hjemstedet er Piemonte og omegn i Norditalien, dens to mest berømte vine er Barolo og Barbaresco.
  • Nero d´Avola
    Druen Nero d´Avola: Den mest kendte og formentlig også bedste af de sicilianske blå druer. Der fremstilles i dag store vine med et godt gemmepotentiale på Nero d´Avola. Dyrkes på Sicilien på knap 20000 ha.
  • Negroamaro
    Druen Negroamaro: En blå drue der giver meget mørke og let bitre vine med et stort gemmepotentiale. Den sjette mest dyrkede rødvinsdrue i Italien, hvor den primært bruges i Puglien. Oprindelig en græsk drue.
  • Nero di Troia
    Druen Nero di Troia: Nero di Troia er en blå drue der hovedsageligt dyrkes i Puglia regionen i Italien.  Navnet stammer sandsynligvis fra byen Troia i provensen Foggia, som grækeren Diomedes grundlagde efter at have indtaget og ødelagt den gamle by Troja. Vin lavet på denne drue er ofte kraftige vine, med stor fylde. Nero di Troia modner sent, og høstes først langt hen i oktober. Den er ret besværlig at arbejde med, blandt andet fordi druerne tvemodnes. Det vil sige, at der på høsttidspunktet sidder både umodne og modne druer i samme klase. Hvis ikke man forstår at behandle dette problem, får man uharmoniske vine med skarp syre.
  • Oseleta
    Druen Oseleta:Oseleta er en lokal sort der findes i Veneto. Den regnes for at være af god kvalitet, men opfører sig ustabilt i marken.Oselina er et synonym for Oseleta, der primært benyttes i Veneto, Italien.
  • Pedernã
    Druen Pedernã: Denne grønne druesort fra Portugal anvendes især i området Bucelas, men findes også i Ribatejo og Vinho Verde. Pedernã giver hvidvine med højt syreindhold, der dog først bliver rigtigt gode når de har fået nogle år på bagen. Alderen får vinen til at udvikle en spændende tone af citrusfrugt.
  • Perricone
    Druen Perricone: Perricone er en hjælpedrue fra Sicilien, der primært giver farve. Perricone druen indeholder store mængder tanniner, derfor laves der sjælden vin alene på den.
  • Petit Sirah
    Petit Sirah: Petit Sirah er det amerikanske navn for druen Durif, der i 1860'erne blev fremstillet af den franske botaniker Francois Durif, ved en krydsning mellem Peloursin og Syrah. I Australien kaldes druen for Durif. Planten blev navngivet Plant Du Rif (senere Durif) af ampelograf Victor Pulliat i 1868. Det er en lille drue med tyk skal. Petit Sirah har været på markedet omkring 40 år længere end Zinfandel.
  • Petit Syrah
    Druen Petit Syrah: Petite Sirah er en blå drue, og er synonym med Durif. Durif/ Petite Sirah er oprindelig en Sydfransk drue der trives i varmt klima. Petite Sirah må ikke forveksles med den mere kendte Syrah eller Shiraz som Syrah kaldes i Australien. Petite Sirah er en krydsning af Syrah og den ukendte Peloursin, men den giver noget kraftigere og mere garvesyrerige vine end Syrah druen.Petite Sirah dyrkes hovedsagligt i Californien, hvor der laves variatalvine (enkeltdruevine) af druen, men den anvendes også som blandingsdrue for at give kraft og styrke. Druen dyrkes også i et vist omfang i Australien og i Mexico. Petite Sirah vine har et relativt højt alkoholniveau, en god syre, men også en dominerende garvesyre. Den dominerende garvesyre bevirker at vinene typisk skal have 5-10 år i kælderen for at være drikkemodne. Stikord for for Petite Sirah er blommer, brombær, lakrids, sort peber og tjære.Vine på Petite Sirah anvendes til kraftige krydrede retter, gerne til grillmad. 
  • Petit Verdot
    Druen Petit Verdot: Petit Verdot benyttes i faldende grad i Bordeaux. Sorten modner sent, senere end Cabernet Sauvignon, hvilket udelukker den på Østbredden, til Pomerol og St. Emilion. På den anden side er Petit Verdot interessant, grundet sin kraftige duft af violer, dybe farve og gode struktur. Hvad der mangler af sol i Bordeaux, har de så rigeligt af i Australien, Chile og Californien. Måske derfor, oplever Petit Verdot stigende interesse fra disse kanter.
  • Pinot Blanc
    Druen Pinot Blanc: De mest karakterfulde vine kommer fra Alsace og kan ligne en let, ulagret Chardonnay - en ret tung, blød vin med æbleagtig aroma. Kan ikke gemmes.
  • Pinot Grigio
    Druen Pinot Grigio: Pinot Gris er plantet mange steder i verden og har et hav af synonymer. Mest udbredt er den dog i Alsace, Tyskland og Italien, hvor den går under navnet Pinot Grigio. Hvis et enkelt sted skal fremhæves, må det være Alsace. Klimaet her er pefekt til Pinot Gris, hvor det tillader at lave både tørre og søde vine. Efteråret er tørt, hvilket muliggør at druerne kan høstes sent. Senthøstede druer indeholder mere sukker og giver dermed sødere vine. Jo senere de plukkes, jo sødere bliver vinene. Vine på Pinot Gris har krydrede og moskusagtige aromaer blandet med honning og eksotisk frugt. Honningtonerne er selvfølgelig mere udtalt i de sødere vine. De Italienske vine har et også et mineralske præg over sig. Derudover kan vinene gemmes ganske længe af en hvidvin.
  • Pinot Gris
    Druen Pinot Gris: Pinot Gris (alias pinot Grigio, Tokay, Ruländer m.fl.) Nogle af Europa mest eksotiske og hedonistiske hvidvine, kommer ud af denne drue i Alsace, Tyskland og Ungarn. Kryds så over Alperne og i Norditalien finder man oceaner af lette, uskadelige og temmelig krydrede, billige, tørre hvidvine uden den fede honning og rosinrigdom, der er så spændende længere mod nord. Italiens Pinot Grigio er let, syrlig og neutral, mens Tysklands Ruländer er kraftfuld og syrefattig. Alsacs Tokay-Pinot Gris er robust med aroma af talkum og honning - både tør og sød - god til mad. Det afhænger alt sammen af udbytte og metode. For italienerne tjener hvidvine til at rense smagsløgene, nordeuropæerne ser på den som en chanse for at få en vinøs glans og lokker hver eneste lille gran karakter ud af druer som Pinot Gris. Den har et stort sukke- og ekstraktindhold men ringe syre, og den burde ikke lagre, men det gør den - fremragende.Man finder lidt af den i Bourgogne, en masse i Rumænien og Oregon og den er outsideren i New Zealand.
  • Pinot Noir
    Druen Pinot Noir: For en vindyrker er den den mest pinefulde af alle druesorter og den mest uforpligtende, den mest utilgivende og alligevel den mest givende. Denne blå druesort kan lide et køligt klima, fordi den sætter knop og modner tidligt, mens den i en for varm region blot producerer solide, bagte eller slaskede vine. Så hvorfor plante den? For når den bliver helt, som den skal, som de bedste producenter i Bourgognes Côte d`Or ofte har held til, så er vintene sensuelle, velsmagende, silkebløde, og alligevel en anelse vilde, ikke så voldsomt intellekruelt imponerende som uforglemmelige behagelige. Den er nu plantet over hele verden, men har indtil for nydlig kraftigt modstået vindyrkernes forsøg på at skabe storeslåede aromaer. Nu kommer der spændende, ikke-burgundiske rødvine fra Californien og Oregon, Chile, Sydafrika, Australien og New Zealand - ikke mange, men tilstrækkeligt til at vise vejen. Schweiz, Tyskland og Italien foretrækker at holde sig til de mildere fortolknninger. Og modner den ikke, kan den bruges til mousserende vin, sådan som det ofte sker i Champagne.
  • Pinotage
    Druen Pinotage: Pinotage er en rød drue, der primært dyrkes i Sydafrika. I 1922, skabte den sydafrikanske professor Abraham Izak Peroldt Pinotage-druen ved at krydse PinoT Noir og Cinsault (Cinsault er kendt som Hermitage i Sydafrika, hvilke forklare navnet Pinotage) og i 1952 blev de første vinstokke plantet.  Pinotage druen er kendetegnet ved, ar den modner tidligt og giver et godt udbytte.
  • Primitivo
    Druen Primitivo: Er identisk med den amerikanske drue Zinfandel. Bruges i italien primært i Calabrien og Puglien, hvor den kan skabe fyldige, aromatiske vine med gemmepotentiale.
  • Rabigato
    Druen Rabigato: Denne grønne drue dyrkes over hele Portugal, hvor den anvendeles til ret neutrale vine. Det sjoveste ved Rabo de Ovelha er, at navnet betyder "fårehale", hvilket skulle hentyde til formen på klaserne. i Vinho Verde og Douro synes bønderne at klaserne mere ligner en "kattehale", og derfor har de kaldt druen Rabigato i stedet.
  • Riesling
    Druen Riesling: Denne vidunderlige drue fortjener meget. den er grundlaget for nogle af de mest himmelske, aristokratiske og elegante vine, vokser under rædselsfulde forhold, og ikke desto mindre er den foragtet og sendt ud til højre i det meste af verden. Men i Tysklands Mosel- og Rhin-dal opnås der forbløffende resultater af vindyrkere, der er klar til at begrændse udbyttet, og pleje druerne, til de er modne. Vine så klare som vand og lette som edderkoppespind deler æren med søde vine med en så voldsom intensitet, at de kunne slå den mest plaprende drikkebroder ud. Denne koldresistente, sentmodnende druesort er også glimrende andre steder. Østrig producerer fremragende Riesling, og både Italien og Østeuropa kan og gør det somme tider. Både Øst- og Vestkysten i Nordamerika producerer gode vine, mens Australien og New Zealand producerer totalt u-europæoske aromaer, der alligevel er i verdensklasse i både søde og tørre versioner.
  • Rousanne
    Druen Rousanne: Roussanne og Marsanne er de to hovedsorter bag hvidvine fra Rhône. De fleste er enige i, at Roussanne er den af de to med mest karakter, men den er ustabil og ikke nem at arbejde med. Det betød, at vinbønderne i Rhône satsede på Marsanne og Roussanne nærmest forsvandt, i hvert fald som dominerende sort. I dag er det heldigvis blevet mere populært at forsøge sig med de mere besværlige sorter. Roussanne kræver mere varme end Marsanne, hvorfor den stadig sjældent ses i Nordrhône, men i Sydrhône, Provence, Sydeuropa og de oversøiske lande, produceres der nu vine udelukkende på Roussanne. Vinene er både mineralske, krydrede og med en parfumered næse.
  • Rondinella
    Druen Rondinella: Druen er italiensk og dyrkes primært i områderne Valpolicella og Bardolino. Når man siger Rondinella til en vinkender, så vil denne typisk nævne Amarone, Ripasso og Recioto som de helst store vine på denne drue. Men den bruges også i en lang række andre vine. Men det skal siges at Rondinella blot er en støtte druen i Amarone vinen. Som er med til at give modspil til Corvina og Corvinone. Rondinella druen giver vinen en kraftig farve og flot struktur. Den har masser af duft, men ikke god nok til at lave vin på 100% rondinella. Derfor ses den også kun sjældent uden for de 2 områder i Italien.
  • Ruby Cabernet
    Druen Ruby Cabernet: Ruby Cabernet er en druesort, der var meget populær i 1960'erne. Sorten er en krydsning af Carignan og Cabernet Sauvignon, skabt af Dr. Harold Olmo i Californien med det formål at slutte sig til den tidligere høje udbytte med sidstnævntes magt og finesse. Sorten har imidlertid tendens til at mangle kompleksitet og anvendes mest i bulkvinblanding for at tilføje dyb farve og nogle jordiske tegn. Ruby Cabernet er som sådan plantet i områder, der er bedst kendt for bulkvinproduktion, og især i Central Valley, og i dele af Australien og Sydafrika.
  • Sangiovese
    Druen Sangiovese: Mellemitaliens blå arbejdshest, Sangiovese-druen, findes også længere mod nord i Emilia-Romagna, hvor den producerer oceaner af lettere rødvine til Bolognas tørstige befolkning. Men Torcana er dens hjemegn, og i adskillige klon-udgaver er den hoveddruen i Chianti og i Vino Nobile di Montepulciano, og den er den eneste drue i Brunello di Montalcino. Med sin tykke skal og uanede mængde kerner kan den lave rå, mager vin, hvis den ikke er fuldstændig moden, og det er kun de bedste vingårde, der reglmæssigt opnår gode resultater med den. Når den blandes med Cabernet, kan den blive til en fascinerende bitter kirsebær og chokoladesmagende rødvin med en anseelig stil. Blandt andre steder har Californien haft nogle succeser.
  • Sauvignon Blanc
    Druen Sauvignon Blanc: Spørg en hvilken som helst vindrikker om, hvor Sauvignon Blanc stammer fra, og der er en rimelig chance for, at man vil svare New Zealand. Men der var faktisk ikke en eneste Sauvignon-vinstok i New Zealand før 1970. Det er blot det, at den newzealandske Sauvignons vidunderligt velsmagende, aggressive aromaer fuldstændig har udraderet de originale fra Loire-dalen og Bordeaux i Frankrig. Den nye verdens vinmagere valgte Sancerre fra Loire-dalen som model for knastørre, ufadlagrede hvidvine, men de havde sjældent succes med den, før New Zealand viste dem, hvordan det skulle gøres. Nu laves der tør Sauvignon med "grøn" smag i hele Europa, i Nord- og Sydamerika og på den anden side af kloden. Når den gæres og lagres på egetræsfade, bliver den helt anderledes sprød, nøddeagtig og længelevende. Bordeaux er oprindelsesstedet for denne stil, men metoden har spredt sig til hele verden.
  • Scheurebe
    Druen Scheurebe: Interessant tysk Riesling-Silvaner krydsning med aroma af grapefrugt og solbær. Gode tørre og søde vine de år druerne bliver fuldmodne. Har evner til at lagre mange år. Også i England og Californien.
  • Sémillon
    Druen Sémillon: Sémillon er tyndskallet, har let ved at rådne og er uden nogen særlig aroma, så den er ikke umiddelbart en grøn druesort, der er bestemt til et internationalt omdømme. Men plant den så i Sauternes og lad Botrytissvampen få fat i den, og bland den med noget Sauvignon Blanc, og man har en af de mest storslåede, søde vine i hele verden. Alene kan den have et for lavt syreindhold, skønt Australien har lavet en specialitet, en enkeltdruevin kun på Sémillon. Udbyttet skal holdes nede, ellers bliver den færdige vin slatten og tyndbenet.
  • Sousão
    Druen Sousão: Sousão er en blå drue, der næsten udelukkende dyrkes i Portugal, hvor den hovedsaglig bruges til Portvin. De fleste producenter bruger noget Sousão i deres Portvin, fordi den giver vinene en fin farve og frugt. På grund af druens vigtighed i portvinsproduktionen, har vinproducenter i Australien og Californien, der har specialiseret sig i den type vin, også plantet druen Sousão, og det med ganske stort held.
  • Sylvaner
    Druen Sylvaner: En af de mindre aristokratiske Alsace druer der, giver syreholdige, tørre, let krydrede vine. i Franken kan der skabes imponerende Beerenauslesen, men ellers er tysk Silvaner ret neutral. Den dyrkes i mindre omfang i Californien.
  • Syrah
    Druen Syrah: De klassiske Syrah vine fra Rhône dalen i Frankrig, (specielt Hermitage) og fra Australien, hvor Syrah er meget udbredt og kaldes Siraz, er meget mørke, tunge og kraftfulde, alkoholrige vine med evne til at udvikle sig over en lang årrække, Syrah ynder et varmere klima end Pinot Noir, og er alt i alt meget smidigere. I køligere klimazoner giver den lidt lettere, mere pebrede vine, med mindre intens aroma af modne bærfrugter, mindre tannin og mindre krop. Fra en forbrugers synspunkt er en af de mest interessante sider ved Syrah den, at den, trods stort indhold af tanin og evne til at leve længe, ofte (med undtagelse af Hermitage) meget hurtigt bliver drikkemoden. Shiraz smidighed viser sig ved at den også anvendes til Australiens mousserende vine - hvide, rosé og røde - og til de imponerende, søde, forstærkede vine i portvins-stil. Der findes mindre tilplantninger i Californien, der skaber vine i Rhône-stil, og der kommer Shiraz vine med en sær brændt-gummi aroma fra Sydafrika.
  • Syrah / Shiraz
    Druen Syrah / Shiraz: Denne blå druesort holder af varme. Giv den et varmt, tørt klima og dårligt jord og den vil være fornøjet. Syrah har også brug for anstændigt vejr underblomstringen, da den har tendens til hentørring eller dårlig frugtsætning, når klaser med små bær falder af. Den holder af det nordlige Rhône, de umulige skråninger, granitjorden, de flittige vindyrkere, det holder udbyttet nede - helt perfekt. Australien byder også på tørre forhold, og shiraz giver strålende respons. Den er først for nylig blevet en modedrue, men Californien og Sydafrika producerer allerede fremragende vine, og jeg har set spændende vine fra Argentina, Italien, New Zealand og selv Schweiz.
  • Tempranillo
    Druen Tempranillo: Jeg ved virkelig ikke, hvor Spanien ville være henne uden Tempranillo. Alle de større rødvinsregioner holder sig til den, og alligevel udfolder den sig meget forskelligt i de forskellige regioner og har desuden forskellige navne. Rioja er dens hjemstavn, hvor den, blot den ikke skal give for store udbytter (hvilket den desværre ofte skal), give rødvinene frugt, duft og evne til at ældes. I naboregionen, Navarra, spiller den andenviolin i forhold til Garnacha. Den er temmelig vigtig, men ikke så spændende som Ull de Llebre i Penedés, alligevel er den usædvanlig mørk, fyldig og velsmagende som Tinto Fino i Ribera del dueros vinmarker og som Cencibel i La Mancha og Valdepeñas. Andre steder i Spanien er den kendt som Tinto Madrid eller Tinto de Toro, mens den i Portugal kaldes Aragonez eller Tinto Roriz. Du godeste! Alle disse navne. Jeg har aldrig kunne modstå en kvinde, der forsøgte at skjule sin fortid.
  • Tinta Barroca
    Druen Tinta Barroca: En klassisk portvinsdrue. Den er indført i Douro-dalen i det nordlige Portugal og har længe været dyrket til fremstilling af Portvin. Der dyrkes også en smule i Sydafrika, hvor den ligeledes bruges til hedvin. Tinta Barroca modner tidligt og giver store udbytter. Dens vine er mørke, bløde og frugtige med lav syre. Smagen er typisk af sorte kirsebær og svesker. Den bruges først og fremmest i blanding med andre druer. Portvin står for størstedelen, men den finder også vej til almindelige rødvine.
  • Tinta Roriz
    Druen Tinta Roriz: Druen der vokser på høje planter er oprindeligt importeret fra Spanien. (Tempranillo). Druen giver godt udbytte ca. 3 kg. pr. vinstok. Den har et højt indhold af tannin.
  • Tinto Cão
    Druen Tinto Cão: Tinto Cão betyder "rød hund" på portugisisk, og druen dyrkes da også næsten udelukkende i Portugal, hvor den regnes som en af de fineste druer til Portvin. I mange år var den i tilbagegang fordi den ikke er specielt produktiv, men efter at dens smagsmæssige kvaliteter er blevet anerkendt, vinder den nu frem igen.
  • Touriga Franca
    Druen Touriga Franca: En rødvinsdrue fra den portugisiske Douro-dalen, hvor den er en af hjørnestenene i blandingen til portvin. Det er en robust sort, der giver stabile udbytte. Den findes i dag spredt i hele Portugal. Touriga Franca giver mørke vine med floral duft og smag af skovbær. Vinen er relativt let, men strukturen fast med markante tanniner, der gør den velegnet til længere tisa lagring. Den bruges fortrinsvis i blandinger.
  • Touriga Nacional
    Druen Touriga Nacional: Touriga Nacional anvendes primært til portvin, hvor den skaber fremragende resultater. De senere år har druen også opnået anerkendelse, når den anvenes til tørre rødvine af meget høj kvalitet især i Douro-dalen og Dão-regionen i Portugal. Vinstokkene er usædvanligt lavtydende og bærer tilmed kun meget små druer. Derfor er planten gennem det seneste århundrede blevet nærmest udkonkurreret af andre mere produktive planter. På grund af de små druer indeholder Touriga Nacional temmelig mange tanniner, som er med til at give den endelige vin struktur og rygrad. Smagsmæssigt kan Touriga Nacional give meget intensive og koncentrerede vine præget af mørke bær.
  • Trajadura
    Druen Trajadura: En iberisk drue, som indgår i mange spanske og portugisiske hvidvine. Den giver høje udbytter og modner hurtigt. Syreniveauet er lavt, og den blandes ofte med andre druer. Den bidrager selv med en fin aroma af æble, pære og citrus. Sorten stammer efter alt at dømme fra Portugal. Den er først og fremmest at finde i Vinho Verde i det nordvestlige Portugal samt i Rias Baixas i det nordvestlige Spanien.
  • Traminer Aromatico
    Druen Traminer Aromatico: En rosa druesort, der har sin oprindelse i byen Tramin i Alto Adige, og som giver intense hvidvine med karakteristisk duft af urter og grøntsager. Traminer kan føre sin historie tilbage til omkring år 1000 og er mest udbredt i Alsace, Tyskland og Østeuropa. I Italien er det primært Trentino-Alto Adige men også Apulien, Abruzzo og Friuli benytter den.
  • Trebbiano di Toscana
    Druen Trebbiano di Toscana: Den langt mest almindelige Trebbiano går under navnet Trebbiano Toscano og er identisk med den franske Ugni Blanc. I begge lande er den vidt udbredt og bruges til tørre hvidvine eller som basisvin til brændevin. Trebbiano er en ret anonym drue, der giver temmelig enkle vine. Dens vigtigste kendetegn er en relativt høj syre. Enkelte dygtige vinmagere leverer dog spændende resultater med større koncentration. Der sondres ofte mellem følgende fem sorter: Trebbiano d’Abruzzo, Trebbiano Giallo, Trebbiano Modenese, Trebbiano Romagnolo og Trebbiano Spoletino. Tre andre druer, Trebbiano di Soave, Trebbiano Valtenesi og Trebbiano di Lugana er i virkeligheden variationer af Verdicchio.
  • Trincadeira
    Druen Trincadeira: En af Portugals mest udbredte rødvinssorter. Den stammer sandsynligvis fra Oeste nord for Lissabon. Trincadeira dyrkes i hele Portugal, men særligt i de varmere regioner sydligt i landet. Den bruges dog også til Portvin. Den modner sent og er besværlig at dyrke. Moden Trincadeira giver en mørk vin med god syre og gode tanniner. Smagen er af hindbær og brombær og krydderier som kanel og nellike. Den har tendens til et tydeligt grønt præg, når den ikke modner fuldt ud. i dag dyrkes druen desuden i Australien og Sydafrika, omend i beskedent omfang.
  • Verdejo
    Druen Verdejo: Verdejo er en hvidvinsdrue, der især dyrkes i det distrikt der er blevet udnævnt til at være Spaniens bedste hvidvins-område - Rueda. Verdejo er druen bag de autentiske Rueda-vine og den modner til det perfekte i højlandet lige syd for Valladolid. Rueda har en stor fremtid foran sig. Desværre er der kun udlagt 5685 hektar til at klare efterspørgslen.Verdejo har duft og smag af honning, nødder og pære.
  • Vermentino
    Druen Vermentino:Vermentino-druen er en meget anvendt hvid druesort i Italien, hvor den i stor stil dyrkes på Sardinien og i Ligurien. Også på franske Korsika er druen populær. Smagen er ofte frugtig med en let bitterhed i slutningen med noter af grapefrugt. Afhængig af fremstillingen kan Vermentino-druen både give friske og sprøde hvidvine samt kraftige og alkoholrige hvidvine.     
  • Viognier
    Druen Viognier: Skægt. For nogle ganske få år siden var der næppe en vinentusiast i hele verden, der havde hørt om Viognier. Og nu har den fået en aura som en svansende, surmulende, irritabel, duftende supermodel, der rider alt hvad den kan på sin popularitetsbølge, indtil en eller anden sætter spørgsmåltegn ved, om den virkelig er så god.Og det både er den, og er den ikke Som Condrieus og Château Grillets druer kan den producere berusende blomsterduft og fed fersken samt piskeflødefrugt - når den ikke overdyrkes. Det bliver den ofte nu til dags, hvorfor der dukker vine til bedre priser op alle vegne i Sydfrankrig. Og Californien og Australien er også ved at komme med på vognen
  • Viosinho
    Druen Viosinho: Viosinho er en gulgrøn drue, der giver et afkast på det jævne. Den trives bedst i tørre og veldrænede jorde, hvor den resulterer i intensivt aromatiske vine med duft af bl.a. kamille og blommer,  Vinene har næsten altid en god krop med en lang eftersmag. En drue med en stadig større betydning i Portugal.
  • Viura
    Druen Viura: Catalansk drue, den kendes fra Rioja under navnet Viura. Den ses ofte plantet i Roussillon, hvor det er basisdruen i de tørre hvidvine. Den indgår også i små mængder i nogle af rødvinene. Den er i dag Frankrigs ottende mest plantede grønne sort. Macabeu er også tilladt i de fleste hvide Languedoc-vine, men er betydeligt mindre udbredt her. Når Macabeo høstes tidligt (som i f.eks. Côtes du Roussillon) giver den den en ret karakterløs hvidvin, eller den bruges som en nyttig ingrediens i rosévin eller den indgår som et middel til at lysne kraftige rødvine. Plukkes druerne når de er mere modne, får vinen en tendens til let blomstersmag og ret lav syre.
  • Zibibbo
    Druen Zibibbo: Hedder også Moscato d'Alessandria og benyttes fortrinsvis til dessertvine på Sicilien og Pantelleria.
  • Zinfandel
    Druen Zinfandel: USA importerede de første skud af denne alsidige blå druesort fra Europa i det 19. århundrede. Den er sandsynligvis i familie med Syditaliens Primitivo. Men den er blevet til en californisk specialitet og anvendes til alt lige fra sødlig, lyserøde vin til store, røde hedvine. Hvis den skal bruges i ordentlig bordvin har den brug for relativ køligt klima og ikke for meget kunstvanding, for så bliver udbyttet højt. Sukkerniveauet kan også blive skyhøjt og resulterer i en bagt, portvinsagtigt smag. De mest koncentrerede aromaer fra mørk solbær og peber kommer fra gamle vinstokke. Mexico, Chile, Sydafrika og Australien producerer også gode resultater.

Varer sidevis

Varer sidevis

Kontakt os

Du kan kontakte os på:

Telefon: 27 83 44 59

Send os en e-mail
Øl- og vinsmagning